Kampen om danskernes pensionsalder er fløjtet i gang. Det er langt mere kompliceret end som så

Det er gået helt som forventet. Statsminister Mette Frederiksen har startet en debat, der som udgangspunkt handler om den officielle pensionsalder, men som har åbnet en Pandoras æske af dyre forslag. Flere sygedage. Mere tidlig tilbagetrækning. Mere til børnefamilierne. Alt sammen noget, der enten vil ramme erhvervslivets omkostninger og konkurrenceevne. Eller koste milliarder i statskassen. Alt sammen stammer fra udmeldingen om, at Socialdemokratiet ikke længere automatisk vil stemme for en forhøjelse af pensionsalderen, efter at den i 2025 helt efter køreplanen og en afstemning sættes til 70 år. Dermed har partiet pludseligt bragt alt, der har med arbejdslivet at gøre, i spil. Nu følger et kapløb mellem venstrefløjen og Dansk Folkeparti om, hvem der vil folk det bedst. Alle har læst Mette Frederiksens udmelding forskelligt, hvilket nok også har været formålet, når der ikke er kommet noget som helst konkret. Eksempelvis troede fagforeningschefen for socialpædagogerne, Benny Andersen, først, at Mette Frederiksen ville stoppe den stigende pensionsalder ved 70 år. Det er slet ikke det, som statsministeren har sagt. Det er det, som Dansk Folkeparti vil, mens Enhedslisten aldrig har stemt for en forhøjelse af pensionsalderen. SF er ikke en del af Velfærdsforliget og har kun stemt for forhøjelsen af pensionsalderen, da de sad i regering i 2011. De to partier vil ikke forhøje pensionsalderen yderligere fra de nuværende 69 år. Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) slagtede i maj SFs forslag som »topmålet af uansvarlighed«. Dansk Folkepartis Peter Kofoed mener, at man kan finde pengene til en fastfrysning i den offentlige sektor, blandt andet på administration og ulandsbistanden. Overvismand Carl-Johan Dalgaard har her i Berlingske vurderet, at en fastfrysning af pensionsalderen på 70 år vil koste 45 milliarder kroner om året. Danmark har i forvejen et af verdens højeste skattetryk. Den automatiske forhøjelse af pensionsalderen er ikke mere automatisk end at den følger stigningen i, hvor mange år man kan forvente at leve, når man er fyldt 60 år. For at sikre retfærdighed på tværs af generationerne, har man taget udgangspunkt i, at danskerne også i fremtiden kan se frem til lige så lang tid med folkepension, som da man lavede aftalen i 2006. Det er det, som pensionsalderen handler om. Ingen forhindrer folk i at arbejde længere. Ingen forhindrer folk i at gå tidligere – hvis man altså har råd. Hvor længe lever vi? Med dagens briller – og dagens levetid – kan det lyde hårdt, at unge med den nuværende forventning om, hvordan levetiden vil udvikle sig, kan se frem til en pensionsalder på 74 år. Men altså. Når pensionsalderen stiger fra 65 år til 74 skyldes det, at man kan se frem til – om 47 år – at lever længere, når man er blevet 60 år, end man gjorde i 2006. Det er naturligvis et gennemsnit. Nogle vil have flere år tilbage. Andre færre. Men sådan har det altid været. Der er forskel på restlevetiden i forskellige erhverv, men man skal huske, at lavere indkomstgrupper med kortere restlevetid generelt også er kendetegnet ved langt mere usunde livsstilsvalg. Hvis man begynder at tænke på at differentiere den generelle pensionsalder med forskelle i restlevetid i forskellige erhvervsgrupper, bør man vel også – i retfærdighedens navn – tage livsstilsvalg med i betragtningen. De fleste private sundhedsforsikringer i USA giver rabat til dem, der lever sundere. For slet ikke at tale om køn. Kvinder lever længere end mænd og har altså flere pensionsår i vente. I mange sydeuropæiske lande havde man tidligere lavere pensionsalder for kvinder end for mænd, hvilket var et stort dræn på statskassen. Dertil kommer, at vi slet ikke aner, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om 47 år. Statsministeren har talt om, at det er »simpelthen hårdere at lægge sten«. Men der findes jo faktisk ordninger for dem, »hvor kroppen er slidt«, som statsministeren siger. Seniorpensionen er til nedslidte, mens Arnepensionen ikke kræver lægeerklæring, men er til gengæld mindre gavmild. I marts 2024 var der 240.494 på førtidspension i alt, heraf 28.602 på seniorpension. En analyse fra Dansk Industri fra juni viser, at »seniorpensionsordningen trækker otte gange så mange ud af arbejdsmarkedet end forventet«. For 47 år siden ville man have lavet særlige ordninger for typografer og syersker. De findes ikke længere. Vi ved, at de enorme teknologiske fremskridt betyder, at mange af de manuelle job, som statsministeren taler om, slet ikke findes i fremtiden – eller slet ikke i den form, som vi kender i dag, selvom titlen måske er den samme. Dertil kommer, at der vil være nye job, som vi slet ikke kan forestille os i dag – og som måske vil være mere trængende for en tidlig tilbagetrækning end dem, som vi tror i dag. At lave særordninger i dag for et arbejdsmarked langt ude i fremtiden er ikke en langtidsholdbar løsning. Økonomisk ansvarlighed på spil Den nuværende danske pensionsalder på 67 år er ikke usædvanlig høj i international sammenhæng. Men den automatiske stigning i mange årtier frem er usædvanlig. Skrækeksemplet er Frankrig, der ikke rettidigt har forhøjet pensionsalderen. Nu er man ved at sætte pensionsalderen op til 64 år uden yderligere stigninger på horisonten. Tværtimod vil både det yderste venstre og yderste højre rulle præsident Emmanuel Macrons pensionsreform tilbage. Men Frankrig har gigantiske budgetunderskud og en statsgæld på langt over 100 procent af BNP. Og en velfærdsstat under massivt pres, hvor man er i gang med at fjerne populære ordninger, som der ikke længere er råd til. Beregninger viser, at de franske statsfinanser aldrig kommer til at hænge sammen, hvis ikke pensionsalderen hæves yderligere. Lidt forenklet har vi herhjemme udsigt til at arbejde i flere år end i andre lande for at finansiere orden i statsfinanserne og en af de mest udbyggede velfærdsstater i verden. Mette Frederiksens udmelding her i Berlingske blev fulgt op af et forbehold om, at en ændring i, hvordan pensionsalderen fastsættes, skal gøres »økonomisk ansvarligt«. Da pengene involveret i tilbagetrækning er så enorme, lægger det udsagn store begrænsninger på, hvor meget man reelt set kan afvige fra den nuværende automatik. Men der er andre konsekvenser af forslaget, der også bør give stof til eftertanke. Som min kollega Povl Dengsøe beskriver, vil en mindre forhøjelse af pensionsalderen betyde, at fremtidens pensionister vil have færre år til at spare op og flere år, hvor opsparingen skal bruges. Altså vil man hvert år have færre penge til forbrug. Det vil paradoksalt betyde, at man skal spare mere op nu end ellers for at have samme råderum senere. Eller ved at arbejde ud over den officielle pensionsalder. Debatten om tilbagetrækning skal ses i sammenhæng med den gigantiske succes, som vores arbejdsmarkedspensioner har været. Det er næsten alle i beskæftigelse, der er omfattet af disse ordninger, der vil give en komfortabel pensionisttilværelse – hvis de finansielle markeder arter sig. Det betyder også, at muligheden for at selv at tilrettelægge sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil blive langt flere til del i fremtiden. Det vil ikke være, som SFs formand Pia Olsen Dyhr skriver på X forbeholdt »dem med de gode job og høje indtægter«. Det er ikke mindst uden for de store byer, at lave leveomkostninger allerede i dag giver muligheder for selvvalg. Som min kollega Kathinka Sonne Olsen beskriver, kan en sosu-assistent med greb i sin privatøkonomi skaffe sig råd til at trække sig tilbage som 60-årig. Den danske middelklasse er kort og godt ved at være rig nok til at træffe de politisk set forkerte valg. Det kan man politisk mene om, hvad man vil. Men det kræver konfiskation af folks frie formuer – eksempelvis gennem en høj formueskat – for at fratage dem det frie valg. Det er også paradoksalt, at jo mere man vil gøre adgangen til offentlige ydelser i alderdommen afhængig af indkomst og formue, desto større incitament skaber man til, at folk trækker sig tidligt og opbruger deres frie formue. Mette Frederiksens udmelding handler ifølge hende selv om »social retfærdighed«. Men for hvem? Hvis pensionsalderen stiger mindre end den eksisterende plan, vil det være den tids unge, der skal betale for de flere pensionister. Det understreger, at Mette Frederiksens udmelding nok snarere er rettet mod nutidens ældre del af arbejdsmarkedet end dem, som den reelt set handler om. De unge har bestemt sig Mens længden af unges arbejdsliv nu er kastet op i luften, er deres forhold til arbejdsmarkedet i hastig forandring. En forhøjelse af loftet over, hvad man må tjene ved siden af SUen giver bedre muligheder for studiejob. Den seneste SU-reform, der gør, at man kun kan få SU i den tid, ens uddannelse er normeret til, vil også skubbe flere studerende ud på arbejdsmarkedet. Men mest af alt er det for mange slut med den lige vej fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse, som har været bærende i politiske tiltag gennem mange år. Sabbatår er for mange i flertal. En blanding af arbejde og rejse, som er mulig, fordi der er stor mangel på ufaglært arbejdskraft i servicesektoren. Eller en opsparing til et fremtidigt studieforløb. En undersøgelse fra Dansk Industri fra sidste efterår konkluderer, at knap to ud af fem af de unge, der færdiggjorde en gymnasial uddannelse i 2020, hverken er i gang med eller har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse to år efter studentereksamen.« De seneste to kvartaler er den danske arbejdsstyrke vokset med næsten 100.000 personer. Det er den største stigning målt i løbet af et halvt år siden i hvert fald 1990erne. Det skyldes indvandring af arbejdskraft og senere tilbagetrækning. Men erhvervsdeltagelsen blandt de 15-24-årige er også eksploderet det seneste halve år. Fra 62 procent til 70 procent. Fordelen ved det er mere arbejdskraft her og nu, hvor der er brug for den. Det er budskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening, der ser udviklingen som en succes. Ulempen er, at det vil tage længere tid at få uddannet den arbejdskraft, som der også er brug for. Det lægger Dansk Industri vægt på i sin vurdering. Når unge ikke har travlt, kan det naturligvis hænge sammen med en ændret opfattelse af, hvad der er et godt liv. Det kan afspejle, at der er masser af job og gode vilkår selv for kortere ansættelser. Det skal måske også ses i sammenhæng med, at de skal være på arbejdsmarkedet til de er op mod 74 år, hvis indekseringen af pensionsalderen fortsætter. Så er der ingen grund til at have travlt. Det gælder også med andre faste forpligtelser. Som at få børn. Som en kollegas 18-årige søn sagde i onsdags: »For mig betyder det ikke noget, om jeg kan gå på pension som 74,5-årig eller 72,5 årig. Hvorfor er politikerne ikke bare ærlige og siger, at jeg og mine venner ikke skal regne med, at vi kan få folkepension, før vi bliver rigtig gamle, og at hvis vi vil holde op med at arbejde tidligere, så skal vi selv spare op til det.« Det er måske det mest fornuftige, der er sagt i den sag. Valder Østergaard Fredens er researcher og Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/kampen-om-danskernes-pensionsalder-er-floejtet-i-gang-det-er-langt-mere